V: Er besættelsen i Gaza noget, du taler med dine venner og familie om? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Hani: Ikke nødvendigvis krigen i Gaza, men mere om det, der sker i Jenin og på Vestbredden. Det er en daglig og meget almindelig samtale at have med min familie. Det er interessant, for det handler aldrig om, hvordan vi faktisk er ofre, og at det her sker for os. Vi taler om folk, vi mister derovre, som om det er en almindelig forekomst; vi taler ikke engang om det i en trist eller alvorlig tone. Det er bare endnu en dag. Det er fordi, vi er palæstinensere; min familie er stadig i Jenin, og det her er ikke nyt for os.

V: Til sidst, det generelle spørgsmål til alle: Hvad betyder fred for dig?

Hani: Fred betyder for mig, at alt hvad du gør, ikke påvirker nogen andre på en negativ måde. Fred er stilhed. Fred er ro. Fred er fordelen og privilegiet ved at kede sig. Fred er ikke at vide, hvor dit liv er på vej hen, men at være begejstret for det, fordi det er en god form for uvished.

Diva: Jeg har forsøgt at finde ud af, hvordan jeg har det med situationen, og jeg indser, at jeg har to sider af følelser omkring det. Jeg sørger naturligvis. For første gang i mit liv har jeg følelser af sorg og taknemmelighed på samme tid. Da jeg kom til dette land for 10 år siden, var der ikke plads til, at syriske immigranter kunne sørge. Vi skulle være taknemmelige for, hvad den nordeuropæiske regering havde givet os. Vores kultur er baseret på taknemmelighed, og jeg føler, at regeringerne har brugt den kulturelle viden til at få os til at føle os fornedrede. Som om det, de tilbød os – en chance for et liv – var noget, man skulle være taknemmelig for. Det er også en grund til, at jeg sørger så meget, som jeg gør lige nu, fordi jeg aldrig kunne få lov til det.

V: Hvordan kan vi, mens vi er i Amsterdam, hjælpe de ramte mennesker i Palæstina, Libanon, Syrien og diasporaen?

Diva: Jeg kan ikke rigtig give et svar, der vil bryde det hele ned. Hvad der fungerede for mig personligt, er at lære mere om historien og forsøge at finde rødderne i problemerne. Jeg tror, vi alle er ret fastlåst i nutiden, mens der er så meget historie at pakke ud. Det er svært at tale om det, der sker i Palæstina, Syrien eller Libanon, når jeg ikke engang forstår konteksten eller ikke har forsøgt at kende historien. Det er derfor, jeg begyndte at læse; jeg har læst denne bog, som jeg føler er ekstremt værdifuld, kaldet "Hold Everything Dear" af John Berger. Den er fantastisk.

V: Hvordan forestiller du dig fred, eller hvilke værdier ser du som nødvendige for at leve i en fredelig verden?

Diva: Der er et smukt ordsprog på arabisk. Vi siger: "hvis din nabo er okay, er du okay." Jeg føler, at det er en mentalitet, vi burde leve mere efter i Holland. Jeg har været meget heldig; jeg bor i rum med fællesskaber, og jeg befinder mig ofte sammen med mennesker, der bekymrer sig om mig og tjekker op på mig. For mig betyder fred at sikre, at menneskene omkring dig har det godt, og at du tjekker op på dem. Hvis de fortæller dig, at de ikke har det godt, er der sandsynligvis ikke meget andet, du kan gøre end at være forstående og opmærksom på deres situation. Jeg synes, det er vigtigt at være opmærksom på menneskene omkring dig.

Yonah: Situationen har ligget mig på sinde, siden jeg var meget ung. Jeg er jøde, og jeg blev ikke opdraget særlig religiøst, men vi gik i synagogen. Det er noget, der altid var der; jeg tror, at enhver person, der er jødisk, er vokset op med bedsteforældre, der følte sig utrygge. Det er noget, der bliver givet videre til dig. Det jødiske folk har historisk set altid været undertrykt, men det er Israel, der har undertrykt palæstinensere og ført krig mod Libanon. Fra en meget tidlig alder gav det ikke mening for mig, at efterkommerne af de mennesker, der overlevede Holocaust, nu undertrykte andre. For mig giver det mening, at hvis du gennemgår noget, så bør du på en måde være i spidsen for forandring i stedet for at fortsætte traditionen med undertrykkelse.

V: Er folkedrabet og den fortsatte besættelse af Gaza noget, du taler med dine venner og familie om? Hvis du gør, hvad taler I så om? Og hvis ikke, hvorfor taler du ikke om det?

Yonah: Ja, for jeg er en meget direkte person, men jeg tror, det kun er et par måneder siden, jeg begyndte at tale med mine forældre om Israel. Jeg mener, de vidste godt, at jeg var pro-Palæstina fra en meget ung alder, men vi talte aldrig rigtig om det, fordi min mor stadig gennemgår den transgenerationelle traume fra sine forældre, der gennemgik Holocaust. De talte aldrig rigtig om det, da de var unge; det var bare på en måde til stede. Jeg føler, at vi på en måde diskuterer det, men samtidig er det stadig som en stor skygge, der hænger over vores familie. Der er nogle familiemedlemmer, jeg ikke har talt med, og jeg taler bestemt ikke med dem igen, da de har postet så mange forfærdelige ting i år og behandlet mig og min familie så dårligt. Så det skaber en stor kløft i min familie – ikke den nærmeste, men min familie generelt. Mine venner er mere støttende, men jeg føler også, at det er min meget venstreorienterede boble. Så jeg har mødt venner, som jeg tager til demonstrationer med nu, og jeg er meget tæt på dem, fordi dette og anden politik er meget vigtig for mig.

V: Hvordan tror du, vi kan skabe positiv forandring? Jeg mener, os her i Holland, folk i Europa, folk der ikke er særlig tætte på eller direkte involveret, hvordan kan vi aktivt gøre noget ved det?

Yonah: Demonstrér, du er nødt til at gøre din stemme hørt, og ikke kun gennem sociale medier. Selvom det er vigtigt, er det demonstrationerne, der viser, at du er til stede. Det betyder at ofre din tid, din opmærksomhed, at være i et rum med politisk uro og måske endda bringe dig selv i en farlig position.

Fordi politiet har behandlet alle som lort, men det er intet sammenlignet med, hvad folk over hele verden lider under. Slå mærker op, der aktivt støtter diskriminerende praksisser. Der er hjemmesider, der holder styr på de mærker. Det er faktisk ikke så svært at finde dem; når du ser, hvilke mærker det er, så boykot dem, for det er den direkte måde at sige, at du ikke tror på det, de gør.

Aya: Ja, denne situation har været til stede i mit liv hele mit liv. Jeg læste om det i skolen, skrev rapporter om det, talte om det ved middagsbordet osv.

Da jeg var i Libanon en sommer, oplevede jeg selv en israelsk invasion. Disse invasioner har fundet sted længe før, jeg blev født. Det er noget, man lærer om, mens man vokser op, og hvor grufuldt det end er, er det næsten blevet en standard for os. Det, vi oplever det seneste år, er noget, der har fundet sted, men som nu er lige foran os, og jeg er glad for, at folk endelig ser, hvad der sker, og forhåbentlig vågner nok op til, at vi kan gøre noget ved det.

V: Hvad tror du, folk aktivt kan gøre fra et sted som Amsterdam for at ændre fortællingen og gøre det bedre?

Aya: Jeg tror, mange mennesker føler sig håbløse lige nu og ser det faktum, at de er i et sikkert rum som Amsterdam, som en ulempe, mens det helt klart er en fordel. At være her betyder, at du har ressourcer, værktøjer og platforme, du kan bruge til at skabe mere opmærksomhed. Alle her har meget mere sikkerhed og mindre på spil. Jeg tror, det er vigtigt, at folk erkender det og tør tage risici og rent faktisk gøre eller sige noget, for det er langt mindre risikabelt for mange mennesker end for en person af farve (POC) at sige noget.

V: Her er mit sidste spørgsmål, spørgsmålet vi stiller alle, hvad betyder fred for dig?